Vandværk i Nimtofte
I 1902 var der to personer, vi her i Nimtofte kan takke for, at byens vandværk i 2002 kan fejre 100 års jubilæum.
Lærer Hans Birkelund og urmager J.P. Bojsen tog i fællesskab den beslutning, at de i slutningen af april måned 1902 ville bese Attrup vandværk. Og allerede den efterfølgende søndag fik de entreprenør Chr. B. Henriksen fra København til at undersøge om der var mulighed for oprettelse af et vandværk i byen.
Entreprenøren antog, at med en afgift på 5 kr. pr. hane årligt kunne et vandværk løbe rundt.
Den samme søndag gik Hans Birkelund og J.P. Bojsen rundt i byen og fik tegnet over tyve interessenter.
Muligheden for et vandværk i Nimtofte var nu tilstede.